Safari i Forsthaven
marts 25th, 2014. Kategori: FotoForstbotanisk Have, Aarhus eller Forsthaven som vi lokale kalder den i daglig tale er en lille park med forskellige træer og skovvækster fra hele verden. Forsthaven er omgivet af Egebæksskoven, Marsellisborg slotshave og kolonihaveforeningen Skovlunden.
Forsthaven er spændende at fotografere i, fordi her er masse af variation i bevoksningen. Der er mange lave træer, åbne partier og dyr, der er vant til mennesker. Nedenstående billeder er fra fredag formiddag, hvor haven er mindre besøgt end i weekenden, og der er derfor mere ro.
I bunden af Forthaven i den lille granlund var et par egern i fuld aktivitet. Billederne er taget med 45 minutters mellemrum. Det sidste er taget i dyb skygge på 1/320, f:5.6 og iso 1600. Efterfølgende har jeg lysnet billedet et par blændetrin i min raw editor.
Rådyrene er fotograferet ca. 50 meter neden for den øverste sø, helt ovre mod den gamle skovridder gård. Billedet er taget fra hovedstien i Forsthaven. De sidste 3 år har jeg set den lille flok ganske ofte både her, i Egebækskoven og oppe mellem kolonihaverne, og har efterhånden også fotograferet dem 4-5 gange. Der var 3 dyr i fredags, og jeg var denne gang heldig med baggrunden, hvor jeg undgik plankeværket over mod Skovriddergården og børnehaven.
En lille Rødmus fouragerede ved siden af en lille bæk. Første gang jeg passerede, jog jeg den ned i sit hul. Senere vendte jeg tilbage og kunne snige mig tættere på. Har ikke meget erfaring med mus, så jeg troede først, at det drejede sig om en Halsbåndmus, men forholdsvis små øjne, små ører og den rødlige ryg viser at det er en Rødmus.
Alle billederne har fået en standard omgang i Photoshop, hvor jeg bl.a. har justeret levels, color balance og saturation.
Meget usædvanligt at komme hjem med fornuftige billeder af hele 3 pattedyrs arter her i Danmark, så på trods af lidt kedeligt vejr, blev det en ret fantastisk formiddag i Forsthaven. 😀
1 Trackback(s)