Lyskryds i snestorm
december 31st, 2012. Kategori: FotoJeg benyttede snestormen lillejuleaften til at komme ud og tage nogle billeder. Jeg gik efter efter et par lyskryds i mit lokalområde i det sydlige Århus. Både for at finde lidt aktion, og fordi farven fra lyssignalet kunne give lidt kontrastfarve i ellers helt gråt i gråt vejr.
Jeg nænnede ikke at slæbe mit Canon EOS med ud i snestormen, så alle billederne er taget med mit gamle Canon Ixus lommekamera. Det er umuligt at holde kameraet tørt i den slags vejr, men måske en banal plastikpose kunne have klaret det. Alternativt kunne en spejlrefleks “dykker”-pose fra dealextreme sikkert holde en dansk snestorm ude.
Det første lyskryds i Holme op mod Rundhøj. En række biler venter på grønt.
Sneen tager til. En fodgænger kæmper sig mod vinden. Villavejen er mørk og snestormen udvisker baggrunden. Lyssignalets klare røde lys giver farve til billedet.
Længere sydpå i Højbjerg ved lyskrydset Holmevej og Rosenvangsallé. Retningen giver sig selv, da jeg er nødt til at stå med stormen i ryggen for at linsen ikke skal sne til. Et par biler sniger sig over krydset for gult.
På alle billeder billeder har jeg justeret levels en anelse. Sneen er lysnet og skyggerne mørknet en smule. På de 3 øverste har jeg desuden desaturated for at understrege det grå lys i snestormen. Lyssignalernes klarer farver sikrer at der stadig er masser af farvekontrast tilbage i billedet.
På det nederste foto er jeg gået den modsatte vej, og har skruet en smule op for farvemætningen. Det giver fuld komplementær kontrast mellem lyskurvens grønne lys og den røde bil.
En times gåtur i snestormen gav mange spændende fotomuligheder, så det er bare om at komme ud.